Afslutningskoncert for Copenhagen Chamber Music Festival i Mogens Dahl KoncertsalPROGRAM:Ludwig van Beethoven (1770 – 1827): Klarinettrio i B-dur, “Gassenhauer”(Wenzel Fuchs, klarinet • Pieter Wispelwey, cello • Jens Elvekjær, piano)Zoltan Kodály (1882 – 1967): Serenade for 2 violiner og 1 bratsch (Rune Tonsgaard Sørensen, violin • Frederik Øland, violin • Tatjana Masurenko, bratsch)Johannes Brahms (1833 – 1897): Klaverkvartet nr. 1 i g-mol (Trio con Brio Copenhagen: Soo-jin Hong, violin • Soo-kyung Hong, cello • Jens Elvekjær, piano med Tatjana Masurenko, bratsch)Ved afslutningskoncerten for Copenhagen Chamber Music Festival møder vi både medlemmer fra Den Danske Strygekvartet, den fremtrædende russisk-fødte bratchist Tatjana Masurenko og den hollandske super-cellist Pieter Wispelwey. Men aftenen står også i Trio Con Brio Copenhagens tegn. Som med-arrangør af festivalen, har trioens pianist Jens Elvekjær udnyttet sine kontakter i det enorme internationale netværk, den danske verdensklasse-trio efterhånden har bygget op: her er virkelig tale om et stjernetræf blandt kammermusikere.Der lægges ud med Beethovens tidlige (og eneste) værk for klarinet, piano og cello. Sidstesatsens variationer over en kendt og elsket operaarie (Joseph Weigls opera L\’amor Marinaro) byder på flere af Beethovens varemærker: ekvilibristisk klaverstemme og komponistens eminente sans for at pille et tema i stumper og stykker. Én hånd i klaveret, fragment fra klarinetten, en solotakt hos bratchen –  siden sættes det hele sammen igen.Kodálys serenade gjorde stort indtryk på Bela Bartok. De var fælles om inspirationen fra den ungarske folkemusik, men Kodálys helt særlige greb om dissonansbehandling og melodiudvikling fik Bartok til at kalde Kodály for den ”perfekte inkarnation af den ungarske ånd”.Brahms’ klaverkvartet nr. 1. betragtes vidt og bredt som indbegrebet af Brahms’ evne til at føre den romantiske traditionen videre mod det moderne. Schönberg var blandt værkets begejstrede tilhængere – han orkestrerede det for stort orkester. Man behøver nu ikke den store orkestrering for at høre storheden i værket, der når store dybder i både de langsomme og hurtige satser og slutter i en ildsprudende rondo.