Leonidas Kavakos, violin og Enrico Pace, piano

Leonidas Kavakos fik i 2014 Gramophones pris som ”Artist of the Year”. Det var meget langt fra at være første gang, den græske violinist således fik en håndgribelig påskønnelse for sine enestående evner – og heller ikke sidste. Han modtager Léonie Sonnings Musikpris 2017  i DR Koncerthuset den 12. januar, efter den intime koncertoptræden i Mogens Dahl Koncertsal, hvor han akkompagneres af italienske Enrico Pace.

Man kunne forvente, at et værk, der er komponeret i årene efter 1914 ville genlyde af krigstummel. Janáček skrev da også, at ’lyde af stål, der støder sammen, fyldte mit bekymrede hoved’ da sonaten blev til. Ikke desto mindre er det musik med mange fredfyldte passager. Især andensatsen er varm og imødekommende. Den korte tredje sats bringer mere uro med sig, ligesom sidste sats både indledes og afsluttes med abrupte udbrud fra violinen, der endegyldigt bryder idyllen. Sonatens sidste hendøende åndedrag efterlader et indtryk af melankoli og resignation.

Er det floden der bruser i klaveret – og den ensomme kunstner, der svæver som en enkelt sårbar tone i violinen over det hele? Schuberts ’Fantasi i C-dur’ åbner med denne oplagte tolkningsmulighed. Musikken er komponeret i Schuberts sidste leveår og blev ikke særlig godt modtaget af publikum i Wien. Øjensynlig har de ikke haft tålmodighed til at følge den ensomme sjæl igennem værkets bemærkelsesværdige udvikling. I andensatsen svarer de to instrumenter på skift hinanden i temperamentsfuld leg. Tredjesatsen bringer fire variationer af melodien fra Schuberts lied ’Sei mir gegrüßt’. Her, hvor tonearten er forvandlet til As-dur, er det sværmerisk kærlighedslængsel, der er i centrum, inden sidste sats lader violinisten sætte et virtuost og effektfuldt punktum.

Messiaen skrev ’Tema med variationer’ til sin første kone og viser her fundamentet for sin senere udviklede musikteori. Et væsentligt træk er temaets melodiføring, hvor letgenkendelige intervalspring og repeterede figurer binder det langstrakte forløb sammen uden et traditionelt harmonisk skelet. De sammenkædede variationer gør brug af rytmiske forskydninger, og bygger med hurtige trioler op til et ekstremt intenst klimaks i slutningen af fjerde variation / begyndelsen af femte.

Beethovens sonate er dedikeret den østrigske Ærkehertug Rudolf. Den parisiske violinist Pierre Rode blev indforskrevet til at ledsage hertugen ved førsteopførelsen i 1812. Resultatet af denne tværeuropæiske alliance er en meget fin og delikat komposition, hvor klaver og violin indgår i en intim dialog. Allerførste frase – fire toner i violinen, der straks imiteres i klaveret lægger stilen for værket, hvor enhver musikalsk idé introduceret i ét instrument, straks spejles i det andet.